Vi er kun et halvt år fra afslutningen af Første Verdenskrig 11. november 1918, og en helt ny verdensorden har set dagen. Både regimer, landegrænser og internationale relationer er under hastig forandring. I januar 1919 har de sejrende magter etableret Folkeforbundet, der skulle sikre freden, men i stedet blev en hjælpeløs tilskuer til den næste tragedie. I Danmark har vi vores del af balladen. Der er politisk rummel om den nye grænse mod syd, der året efter fører til Kong Christian den 10. forsøg på statskup, påskekrisen.

Den medicinske front er fuldstændig domineret af Den spanske syge, influenzapandemien (H1N1), der i efterkrigsårene 1918-20 smitter op imod halvdelen af jordens befolkning og kræver over 50 – 80 millioner dødsofre jorden rundt. Langt mere end det samlede dødstal fra blodbadet i den forudgående verdenskrig. I Danmark dør alene mellem 15 og 18.000, og en hel generation af nyfødte svækkes. I dette klima af forandring og tumult laver lægerne deres organisering for fremtiden.   

Den udløsende faktor er eksplosionen i medicinsk viden. Erfaringerne fra verdenskrigen, Den spanske syge og genåbningen af de internationale relationer får lægevidenskaben til at blomstre og specialeselskaberne til at vokse. Det, vi ser omkring første verdenskrig, er reelt starten på den kraftige specialisering, der i dag er kommet så vidt, at vi har svært ved at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen og inden for få år har haft to gennemgribende sundhedsreformer. Senest en ”nærhedsreform”, der bygger væsenet op omkring de store højt specialiserede hospitaler.

Det medicinske Danmark er synonymt med København …

…

Indtil dette tidspunkt har lægernes faglige aktiviteter været samlet omkring de medicinske selskaber. Københavns medicinske Selskab er helt dominerende, og i det hele taget er det medicinske Danmark stort set synonymt med København. Den nuværende udflytning af statslige arbejdspladser for at begrænse Københavns dominans ligner en spejderudflugt sammenlignet med datidens forhold. Men det er ved at ændre sig, og genåbningen af relationerne til omverdenen og væksten i den medicinske viden, accelererer udviklingen.

Lægerne samler sig om specialeselskaberne for at dele viden med deres kolleger, og der begynder at være tyndt på stolerækkerne på møderne i de medicinske selskaber. Vi er endnu ikke i nærheden af noget, hvor behovet for at påvirke det omgivende samfund spiller nogen rolle. Lægerne sidder tungt på sundhedsvæsenet, og politikernes rolle er indskrænket til med ujævne mellemrum at aflægge besøg på væsenets nye flagskibe og beundre de medicinske fremskridt. Eksempelvis er Rigshospitalet etableret i 1910. Men deling af viden og interne magtkampe, det optager datidens læger.    

Startskuddet er faktisk netop i 1910, hvor lægen Charles Mourier får et såkaldt åbent brev i Ugeskrift for Læger. Tidens sprogbrug er høfligt, og den kollegiale tone servil. Det må derfor have vakt nogen opsigt, at Mourier skriver i så klart sprog. Her er en smagsprøve:

Så rædsom kedeligt, at man ikke gad gå der…

…

”Det reelle udbytte, man i de senere år har haft af den åndsføde, Medicinsk Selskab har budt på, har været i stadig nedgang… Hvis jeg skal tale rent ud af posen, ville jeg sige, at mødet alt for ofte har været ubeskriveligt kedsommeligt. Ja, egentligt talt så rædsom kedeligt, at man ikke gad gå der. Men det lyder måske for dristigt og kunne opfattes som en personlig ubehagelighed imod dem, der med megen flid har holdt deres foredrag, hvad det ikke skulle være. Derfor har jeg også fundet det lidt ublu at betale 24 kr. årlig, når udbyttet ikke kunne takseres i forhold dertil, men Medicinsk Selskab kaldes jo vores fineste lægeforening. Jeg søger grunden til denne misère i de mange specialforeninger”.

I dag ville vi sige ”head on”. Dengang rykkede den etablerede lægeverden ud med en del flere sproglige guirlander. De fleste for at imødegå den unge fusentast. Enkelte for at støtte ham, uden at slå sig for meget på ”the establishment”. Der i blandt K.K.K. Lundsgaard, der i et indlæg skrev, at han var helt enig med Mourier og Ugeskriftets redaktion om, at det var specialernes udviklingen og dannelsen af specialeselskaberne, der gjorde det nødvendigt med en forandring: ”Specialforeningerne bør ikke som nu være afsprængte stykker af vor ærværdige videnskabelige forening, men frodige kviste på den gamle stamme”. De kunne udtrykke sig, de gamle drenge.

Det satte dagsordenen for den videre proces, der af gode grunde lå underdrejet i krigsårene 1914-18. Men derefter gik det stærkt. Den daværende formand for Medicinsk Selskab (Københavns), professor E. C. Schmiegelow sammenkaldte allerede i juni 1917 sin bestyrelse og repræsentanter for specialeselskaberne til ”en sag af den allerstørste betydning for dansk lægevidenskab”. Man savnede en faglig organisation, der omfattede alle de større eller mindre specielle videnskabelige fagorganisationer, som den danske lægevidenskab efter hans opfattelse var splittet op i:

”Undersøger man forholdet nærmere viser det sig, at tendensen går i retning af at undergrave den berettigelse, hvormed Medicinsk Selskab i København optræder som den danske lægeforsknings repræsentant”. Schmiegelow mente derfor, at tiden var inde til, at Medicinsk Selskab i København blev omdøbt til Dansk Medicinsk Selskab, og at ingen læge kunne være medlem af nogen sektion af dette selskab uden samtidig at være medlem af Dansk Medicinsk Selskab. God gammeldags imperietænkning, men så let gik det ikke.

Den dybe konflikt mellem Øst- og Vestdanmark …

…

Der skulle gå yderligere to år før Schmiegelow fik sin plan igennem malmstrømmen af modsatte interesser fra bl.a. Lægeforeningen, specialeselskaberne, folk der ville genoplive det hedengangne Kongelige Medicinske Selskab og de medicinske selskaber i provinsen. Dannelsen af Dansk Medicinsk selskab markerede blandt mange andre ting den dybe konflikt mellem Øst og Vestdanmark, som stadig i dag er en svøbe for det danske sundhedsvæsen.

De fynske og jyske medicinske selskaber og specialeselskaber havde ikke til sinds bare at blive opslugt af den københavnske forening. Og sådan blev det. Ved etableringen af Dansk Medicinsk Selskab, DMS, to år senere blev de tre medicinske selskaber og specialeselskaberne optaget som selvstændige selskaber i DMS, og sådan er det i princippet fortsat, hvor LVS er paraply for 124 selvstændige selskaber.

En særlig rolle i etableringen af Dansk Medicinsk Selskab havde datidens lægelige mediedarling Thorkild Rovsing, der meget aktivt støttede op om Schmiegelow. Bag det lå muligvis også, at han var chefredaktør og ejer af Hospitalstidende, der blev organ for Dansk Medicinsk Selskab. Men han var særdeles veltalende og havde stor politisk indflydelse.

Han var født i Flensborg, og Chr. X havde ham i tankerne som statsminister under påskekrisen, men han nåede dog kun at blive undervisningsminister i en kort periode i den provisoriske regering i 1920. Han blev den anden formand for DMS 1922 – 26. Den første formand for Dansk Medicinsk Selskab var professor Ernst Schmiegelow.

Dansk Medicinsk Selskab skiftede navn til Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, den 1. januar 2011 i forbindelse med en opdatering af ”lægernes faglige stemme”, der over de sidste 10 år har gjort LVS til en moderne interesseorganisation med et (lille) sekretariat og en politisk bestyrelse.  

Vi er kun et halvt år fra afslutningen af Første Verdenskrig 11. november 1918, og en helt ny verdensorden har set dagen. Både regimer, landegrænser og internationale relationer er under hastig forandring. I januar 1919 har de sejrende magter etableret Folkeforbundet, der skulle sikre freden, men i stedet blev en hjælpeløs tilskuer til den næste tragedie. I Danmark har vi vores del af balladen. Der er politisk rummel om den nye grænse mod syd, der året efter fører til Kong Christian den 10. forsøg på statskup, påskekrisen.

Den medicinske front er fuldstændig domineret af Den spanske syge, influenzapandemien (H1N1), der i efterkrigsårene 1918-20 smitter op imod halvdelen af jordens befolkning og kræver over 50 – 80 millioner dødsofre jorden rundt. Langt mere end det samlede dødstal fra blodbadet i den forudgående verdenskrig. I Danmark dør alene mellem 15 og 18.000, og en hel generation af nyfødte svækkes. I dette klima af forandring og tumult laver lægerne deres organisering for fremtiden.   

Den udløsende faktor er eksplosionen i medicinsk viden. Erfaringerne fra verdenskrigen, Den spanske syge og genåbningen af de internationale relationer får lægevidenskaben til at blomstre og specialeselskaberne til at vokse. Det, vi ser omkring første verdenskrig, er reelt starten på den kraftige specialisering, der i dag er kommet så vidt, at vi har svært ved at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen og inden for få år har haft to gennemgribende sundhedsreformer. Senest en ”nærhedsreform”, der bygger væsenet op omkring de store højt specialiserede hospitaler.

Det medicinske Danmark er synonymt med København …

…

Indtil dette tidspunkt har lægernes faglige aktiviteter været samlet omkring de medicinske selskaber. Københavns medicinske Selskab er helt dominerende, og i det hele taget er det medicinske Danmark stort set synonymt med København. Den nuværende udflytning af statslige arbejdspladser for at begrænse Københavns dominans ligner en spejderudflugt sammenlignet med datidens forhold. Men det er ved at ændre sig, og genåbningen af relationerne til omverdenen og væksten i den medicinske viden, accelererer udviklingen.

Lægerne samler sig om specialeselskaberne for at dele viden med deres kolleger, og der begynder at være tyndt på stolerækkerne på møderne i de medicinske selskaber. Vi er endnu ikke i nærheden af noget, hvor behovet for at påvirke det omgivende samfund spiller nogen rolle. Lægerne sidder tungt på sundhedsvæsenet, og politikernes rolle er indskrænket til med ujævne mellemrum at aflægge besøg på væsenets nye flagskibe og beundre de medicinske fremskridt. Eksempelvis er Rigshospitalet etableret i 1910. Men deling af viden og interne magtkampe, det optager datidens læger.    

Startskuddet er faktisk netop i 1910, hvor lægen Charles Mourier får et såkaldt åbent brev i Ugeskrift for Læger. Tidens sprogbrug er høfligt, og den kollegiale tone servil. Det må derfor have vakt nogen opsigt, at Mourier skriver i så klart sprog. Her er en smagsprøve:

Så rædsom kedeligt, at man ikke gad gå der…

…

”Det reelle udbytte, man i de senere år har haft af den åndsføde, Medicinsk Selskab har budt på, har været i stadig nedgang… Hvis jeg skal tale rent ud af posen, ville jeg sige, at mødet alt for ofte har været ubeskriveligt kedsommeligt. Ja, egentligt talt så rædsom kedeligt, at man ikke gad gå der. Men det lyder måske for dristigt og kunne opfattes som en personlig ubehagelighed imod dem, der med megen flid har holdt deres foredrag, hvad det ikke skulle være. Derfor har jeg også fundet det lidt ublu at betale 24 kr. årlig, når udbyttet ikke kunne takseres i forhold dertil, men Medicinsk Selskab kaldes jo vores fineste lægeforening. Jeg søger grunden til denne misère i de mange specialforeninger”.

I dag ville vi sige ”head on”. Dengang rykkede den etablerede lægeverden ud med en del flere sproglige guirlander. De fleste for at imødegå den unge fusentast. Enkelte for at støtte ham, uden at slå sig for meget på ”the establishment”. Der i blandt K.K.K. Lundsgaard, der i et indlæg skrev, at han var helt enig med Mourier og Ugeskriftets redaktion om, at det var specialernes udviklingen og dannelsen af specialeselskaberne, der gjorde det nødvendigt med en forandring: ”Specialforeningerne bør ikke som nu være afsprængte stykker af vor ærværdige videnskabelige forening, men frodige kviste på den gamle stamme”. De kunne udtrykke sig, de gamle drenge.

Det satte dagsordenen for den videre proces, der af gode grunde lå underdrejet i krigsårene 1914-18. Men derefter gik det stærkt. Den daværende formand for Medicinsk Selskab (Københavns), professor E. C. Schmiegelow sammenkaldte allerede i juni 1917 sin bestyrelse og repræsentanter for specialeselskaberne til ”en sag af den allerstørste betydning for dansk lægevidenskab”. Man savnede en faglig organisation, der omfattede alle de større eller mindre specielle videnskabelige fagorganisationer, som den danske lægevidenskab efter hans opfattelse var splittet op i:

”Undersøger man forholdet nærmere viser det sig, at tendensen går i retning af at undergrave den berettigelse, hvormed Medicinsk Selskab i København optræder som den danske lægeforsknings repræsentant”. Schmiegelow mente derfor, at tiden var inde til, at Medicinsk Selskab i København blev omdøbt til Dansk Medicinsk Selskab, og at ingen læge kunne være medlem af nogen sektion af dette selskab uden samtidig at være medlem af Dansk Medicinsk Selskab. God gammeldags imperietænkning, men så let gik det ikke.

Den dybe konflikt mellem Øst- og Vestdanmark …

…

Der skulle gå yderligere to år før Schmiegelow fik sin plan igennem malmstrømmen af modsatte interesser fra bl.a. Lægeforeningen, specialeselskaberne, folk der ville genoplive det hedengangne Kongelige Medicinske Selskab og de medicinske selskaber i provinsen. Dannelsen af Dansk Medicinsk selskab markerede blandt mange andre ting den dybe konflikt mellem Øst og Vestdanmark, som stadig i dag er en svøbe for det danske sundhedsvæsen.

De fynske og jyske medicinske selskaber og specialeselskaber havde ikke til sinds bare at blive opslugt af den københavnske forening. Og sådan blev det. Ved etableringen af Dansk Medicinsk Selskab, DMS, to år senere blev de tre medicinske selskaber og specialeselskaberne optaget som selvstændige selskaber i DMS, og sådan er det i princippet fortsat, hvor LVS er paraply for 124 selvstændige selskaber.

En særlig rolle i etableringen af Dansk Medicinsk Selskab havde datidens lægelige mediedarling Thorkild Rovsing, der meget aktivt støttede op om Schmiegelow. Bag det lå muligvis også, at han var chefredaktør og ejer af Hospitalstidende, der blev organ for Dansk Medicinsk Selskab. Men han var særdeles veltalende og havde stor politisk indflydelse.

Han var født i Flensborg, og Chr. X havde ham i tankerne som statsminister under påskekrisen, men han nåede dog kun at blive undervisningsminister i en kort periode i den provisoriske regering i 1920. Han blev den anden formand for DMS 1922 – 26. Den første formand for Dansk Medicinsk Selskab var professor Ernst Schmiegelow.

Dansk Medicinsk Selskab skiftede navn til Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, den 1. januar 2011 i forbindelse med en opdatering af ”lægernes faglige stemme”, der over de sidste 10 år har gjort LVS til en moderne interesseorganisation med et (lille) sekretariat og en politisk bestyrelse.